Automatisering og kunstig intelligens forkorter tiden fra offentliggjorte sårbarheder til aktiv udnyttelse og ændrer grundlæggende balancen mellem angreb og forsvar.
Udnyttelse af sårbarheder har altid været en del af cybertruslen, men tempoet har ændret sig markant. Med AI-drevne værktøjer kan angribere i dag identificere, analysere og udnytte sårbarheder næsten øjeblikkeligt efter, de bliver kendt. Det betyder, at virksomheder i praksis har mistet det pusterum, der tidligere fandtes mellem offentliggørelse og angreb.
Konsekvensen er klar: det er ikke længere afgørende om sårbarheder eksisterer – men hvor hurtigt de bliver udnyttet, og hvor hurtigt organisationen er i stand til at reagere.
I et automatiseret trusselslandskab er reaktionstid blevet lige så vigtig som forebyggelse.
Fra sårbarhed til angreb – på rekordtid
AI anvendes i stigende grad til automatiseret scanning af infrastruktur, applikationer og cloud-miljøer. Når en ny sårbarhed offentliggøres, kan den hurtigt indgå i angrebsværktøjer, der målretter tusindvis af organisationer parallelt.
Det betyder, at selv relativt simple sårbarheder kan få alvorlige konsekvenser, hvis de ikke opdages og håndteres hurtigt. Angrebene er ikke nødvendigvis sofistikerede i klassisk forstand – men de er hurtige, skalerbare og vedvarende.
Forsvar under pres
Den øgede automatisering på angrebssiden stiller nye krav til forsvarssiden. Periodiske sikkerhedstjek, manuelle processer og langsomme beslutningsgange er ikke længere tilstrækkelige i et miljø, hvor angreb kan ske inden for timer eller dage.
Virksomheder er derfor nødt til at fokusere på kontinuerlig overvågning, klar prioritering af sårbarheder og evnen til hurtigt at eskalere og reagere, når noget afviger fra normalen.
Modstandsdygtighed frem for perfektion
I et trusselslandskab præget af AI og automatisering er målet ikke at eliminere alle sårbarheder – det er urealistisk. Målet er i stedet at opbygge modstandsdygtighed: evnen til hurtigt at opdage angreb, begrænse skader og genetablere drift.
Virksomheder, der accepterer denne præmis og tilpasser deres sikkerhedsarbejde derefter, står væsentligt stærkere end dem, der fortsat baserer sig på langsomme og reaktive sikkerhedsmodeller.
